I en verden af stalde og stambøger, hvor de forskellige racer bliver nøje afgjort af de menneskelige ryttere, er der noget uimodståeligt romantisk over vilde heste, der lever for sig selv i naturen. Og der findes nok ikke nogen vild hestebestand, der er lige så højtelsket som chincoteagueponyerne fra Assateague Island.

Vandrehistorierne siger, at flokkene stammer fra overleverne af en spansk galeon, der forliste ud for Virginias kyst i det 18. århundrede. Uanset hvad deres oprindelse er, har ponyerne løbet frit på Assateague i mere end 200 år.

Chincoteagueponyen fik rigtig opmærksomhed i USA efter udgivelsen af "Misty of Chincoteague", Marguerite Henrys klassiske roman, som var inspireret af den årlige "Ponysvømning", hvor en del af bestanden drives af "saltvandscowboys" fra Assateague Island over kanalen til Chincoteague ved siden af. Der bliver ponyerne solgt på auktion for at forhindre overbefolkning og for at indsamle penge til bevaringen af dem.

Selvom de er kendt som ponyer, er der nogen, som betragte chincoteaguen som en hest, da dens lille statur ikke er genetisk betinget, men i stedet et resultat af en streng diæt af saltvandsgræs og buske. For at kompensere for det høje saltindtag drikker ponyerne næsten dobbelt så meget vand som en typisk hest, hvilket giver mange chincoteagueponyer et buttet udseende.

Ponyerne har korte, stærke ben, tykke maner og et venligt sind. Chincoteagueponyer kan findes i flere forskellige farver og mønstre, hvoraf det karakteristiske pinto er det mest populære.

I dag er bestanden af vilde chincoteagueponyer stabil med omkring 300 ponyer, der løber frit på Assateague Island. Og samtidig trives de åndelige efterkommere af "Misty" og hendes flok uden for øen og spreder chincoteagueponyens romantik til resten af verden og helt til Jorvik!